Jeg synes det utroligt hvordan det hele er skruet sammen fortiden. Jeg har det somom mit hovede skal sprænges til tusinde stykker. Alle de tanker, de fylder så meget, at jeg kun kan græde. Sætter mig ned igen, igen og overgive mig. Jeg føler ikke jeg kan være et menneske.
Jeg er træt af at skulle indfinde mig med folk synes jeg er ligegyldig, og stille smider mig af vognen hen ad vejen fordi deres liv flasker sig så skide godt. Jeg er træt af at snakke pænt til folk som jeg har lyst til at slå i hovedet.
Jeg er psykisk og fysisk træt, og vil bare sove, sove og sove - der befinder mine tanker sig ikke....